Er man skattepligtig af arvede bitcoins?

Udgivet den
26.9.2024
Indholdsfortegnelse

I takt med at flere mennesker erhverver kryptovaluta som bitcoins, bliver det stadig mere almindeligt, at disse aktiver indgår som en del af en arv. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal betale skat af arvede bitcoins. Skatterådet har i et nyt bindende svar afklaret, hvordan de skattemæssige regler for arv og spekulation i bitcoins skal behandles. Hvis du har arvet bitcoins, eller forventer at gøre det, så læs med nedenfor.

I et nyt bindende svar fra Skatterådet blev det afgjort, om en arving skulle betale skat ved salg af 10 bitcoins arvet fra en afdød ægtefælle. Længstlevende ægtefælle ønskede derfor klarhed over, hvorvidt der skulle svares skat ved et eventuelt salg af disse.

Spørgsmålet om beskatning af kryptovaluta, herunder bitcoins, afgøres almindeligvis ved at vurdere, om aktiverne er erhvervet i spekulation. Hvis det vurderes, at der ikke er tale om spekulation, vil en gevinst ved salg være skattefri. Omvendt skal man betale skat af gevinsten, hvis kryptovalutaen anses for erhvervet med spekulationshensigt. Dette er reguleret i statsskatteloven, som fastlægger reglerne for, hvordan formuegenstande, herunder kryptovaluta, beskattes. Du kan læse mere om dette i vores ultimative guide til bitcoin og skat.

Spørgsmålet om spekulationshensigt vurderes almindeligvis på anskaffelsestidspunktet og er derfor særligt i denne sag, hvor det altså ikke var den længstlevende ægtefælle, der havde anskaffet den relevante beholdning af kryptovaluta.

I den konkrete sag lagde Skatterådet afgørende vægt på, at den længstlevende ægtefælle aktivt havde valgt at modtage en del af sin arv i bitcoins fremfor kontanter. Denne disposition blev efter Skatterådets opfattelse betragtet som et moment, der talte for spekulation.

Skatterådet henviste til tidligere afgørelser fra Højesteret, som bekræftede, at kryptovaluta som hovedregel anses for spekulationsaktiver. Landsskatteretten har desuden tidligere fastslået, at selvom kryptovaluta gives som gave, kan der være tale om spekulation, da kryptovaluta grundlæggende betragtes som et spekulativt aktiv.

Afslutningsvis understregede Skatterådet, at spekulationshensigten derfor ikke nødvendigvis afhænger af, om arvingen selv har erhvervet bitcoins. Kryptovalutaens egenskaber i sig selv gør det overvejende sandsynligt, at der er tale om spekulation, og dermed er de som udgangspunkt skattepligtige ved salg. Dette harmonerer også med Højesterets praksis, hvorefter kryptovaluta som udgangspunkt erhverves med henblik på videresalg.

På denne baggrund konkluderede Skatterådet, at de arvede 10 bitcoins skulle anses for at være erhvervet i spekulation. Dette betyder, at en eventuel gevinst ved et fremtidigt salg af de 10 bitcoins skal beskattes som personlig indkomst. 

Skatterådet vurderede også spørgsmålet om arvingens anskaffelsestidspunkt af bitcoin-beholdningen. Spørgsmålet er relevant, fordi det udgør anskaffelsessummen, som er relevant i forbindelse med opgørelsen af arveskatten og en eventuelt senere realiseret fortjeneste eller tab. Skatterådet vurderede i den forbindelse, at arvingen havde anskaffet de pågældende bitcoins på tidspunktet for boets afslutning, hvilket anses for skæringsdagen.

Skatterådets afgørelse kan læses her.

Vores bemærkninger

Skatterådets afgørelse følger Højesterets praksis, hvorefter det i hver sag skal vurderes, om skatteyderen har anskaffet sin beholdning af kryptovaluta i spekulation, og hvor det samtidig antages, at kryptovaluta erhverves med henblik på videresalg. Hvis man arver kryptovaluta, er det derfor hverken sådan, at man “automatisk” indtræder i arvegivers eventuelle spekulationshensigt, ligesom at man heller ikke nødvendigvis har anskaffet sine kryptovaluta i spekulation, blot fordi man har arvet dem.

Hvis man har arvet kryptovaluta, er det derfor vigtigt, at man får en konkret vurdering af sin skatteretlige position.

Som Danmarks eneste specialistkontor indenfor kryptovaluta har Samar Law stor erfaring med at rådgive i sager vedrørende den skattemæssige behandling af kryptovaluta. Ønsker du rådgivning om beskatning af kryptovaluta, opfordrer vi dig til at kontakte advokat Payam Samarghandi på payam@samarlaw.dk eller mobil 60793777 for en uforpligtende samtale.

Articles